Referat fra generalforsamling 2021 i Grundejerforeningen Asgers Lyng
Ordinær generalforsamling blev afholdt søndag den 15. august 2021 kl. 10.30 i Odden Forsamlingshus, Skoletoften 6, 4583 Havnebyen Sj. Odde
Til stede:
Fra bestyrelsen: Forkvinde Nina Baun, kasserer Jes Hilfling samt sekretær Helle Bergstrøm.
39 deltagere svarende til 18 medlemskaber. Der forelå ingen fuldmagter.
Dagsordenen:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning
3. Aflæggelse af regnskab til godkendelse.
4. Forslag til budget for 2021/2022
5. Fastsættelse af kontingent 2022/2023
6. Indkomne forslag.
6a. Bestyrelsen foreslår oprettelse af en ringeliste
6b. Bestyrelsen foreslå drøftelse af vedtægtsændring til GF 2022:
Vedligeholdelse af veje; at foreningerne får indarbejdet i deres vedtægter, at bygherrer pålægges udgiften til renovering af de skader der er tilført vejene i forbindelse med arbejdet.
7. Valg til bestyrelsen: Forkvinde Nina Baun, AL 30 samt kasserer Jes Hilfling, AL 14 er begge to på valg i år.
8. Valg af suppleanter. Suppleanterne Jette Tang, AL 35 og Lise Varberg, AL 37 er begge på valg. Begge to er på valg i år.
9. Valg af 2 revisorer. Mariane Beicker-Andersen, AL 32 og Torben Lentz, AL 16 er begge to på valg i år.
10. Eventuelt.
Ad 1 Bestyrelsen foreslog som dirigent Torben Lentz, (TL), AL 16, og som referent Helle Bergstrøm, AL 19A. Begge blev valgt. TL gennemgik indkaldelsen og oplyste at indkaldelse med dagsorden var sket den 28. juli 2021 og således var rettidig varslet efter vedtægterne, og dagsorden var varslet rettidigt og korrekt udfærdiget iflg. vedtægterne. Dermed kunne TL erklære generalforsamlingen for lovlig og beslutningsdygtig.
Ad 2 Forkvinde Nina Baun gennemgik bestyrelsens beretning. Vedr. indholdet henvises til teksten i vedhæftet beretning.
Beretningen blev godkendt enstemmig med applaus for bestyrelsens arbejde gennem året.
Ad 3 Kasserer Jes Hilfling fremlagde regnskab iflg. uddelt årsrapport. Han oplyste at samtlige medlemmer har betalt kontingentet. Overskuddet kan primært tilskrives Covid-19 og dermed færre aktiviteter samt manglende indkøb af nyt grus til vedligeholdelse af vejene, samt nye beachflag med fartsænkende budskab, som begge først kommer på næste regnskabsår. Der har været indtægter for kr. 16.800 kr. og udgifter på kr. 9.032 kr. Der er pt indestående kontantbeløb på kr. 47.976 og aktiver for i alt kr. 53.576. Regnskabet blev godkendt enstemmigt.
Ad 4 Kasserer Jes Hilfling fremlagde bestyrelsens forslag til budget for 2021/2022. Forslaget indebærer uændret kontingent på kr. 400 på årsbasis, samt der vil fremkomme et lille underskud på forventet 2.750 kr. hvilket dækkes af vores egenkapital. Budgettet blev godkendt enstemmigt.
Ad 5 Kasserer Jes Hilfling fremlagde bestyrelsens forslag til kontingent for 2022/23. Forslaget indebærer uændret kontingent på kr. 400 på årsbasis, hvilket blev godkendt enstemmigt
Ad 6 Indkomne forslag:
Ad 6a: Forslag er, at vi opretter en ringeliste som udelukkende indeholder husnummer, fornavn og telefonnummer, som medlemmer kan bruge internt i GF for at kunne komme hurtigt i kontakt med hinanden, i tilfælde af noget akut eller mistænkelige observationer?
Fordele er vi hurtigt kan få fat i hinanden/ ulempen er man skal sørge for kun at have den seneste version liggende, når vi opdaterer og sender ud løbende på e-mail.
Det blev vedtaget at bestyrelsen arbejder videre med at få udarbejdet en ringeliste, som skal være tilgængelig for alle medlemmer i GF Asgers Lyng.
Ad 6b: Bestyrelsen har tidligere drøftet en potentiel udfordring ift. hvad vi gør hvis vejene bliver ødelagt af tung kørsel i forbindelse med byggeri/renovering? Og i seneste referat fra SAGT (Sammenslutningen Af Grundejere i Trundholm Kommune) anbefaler de vigtigheden af, at foreningerne får indarbejdet i deres vedtægter, at bygherrer pålægges udgiften til renovering af de skader der er tilført vejene i forbindelse med arbejdet. Forslag er at medlemmerne drøfter og stemmer om at bestyrelsen forbereder og fremlægger en vedtægtsændring på ovenstående til Generalforsamling 2022, der kan sendes til skriftlig urafstemning, såfremt de betingede forudsætninger i vedtægterne er opnået.
(vedtægterne stk. 10 og 11: for at ændre foreningens vedtægter kræves at mere end halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret, og at mindst 2/3 af disse stemmer for forslaget.
Generalforsamlingen eller bestyrelsen kan beslutte, at et forslag, der er fremsat på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, skal sendes til skriftlig urafstemning, hvad enten forslaget er vedtaget på generalforsamlingen eller ej. Urafstemning skal afholdes, såfremt en enig bestyrelse eller mere end halvdelen af repræsenterede stemmer på en generalforsamling ønsker det)
Der kom eksempler fra medlemmerne ift. tung trafik på vores veje, der skyldes andet end blot byggeri/renovering eks. renovationsbiler og lastbiler der kører ”forkert” pga. GPS visning til Ravvænget eller Fællesskoven. Desuden kan bevisbyrden for ødelagte veje blive svær, netop fordi GPS viser et andet billede end virkeligheden, idet der er stillet betonpiller op mellem Asgers Lyng og netop Ravvænget og Fællesskoven (derfor er der sat et nyt skilt op ved indkørslen til Asgers Lyng med ”Blind vej”). Et forslag stilles om at der kunne opkræves 1500 kr pr. byggeri/renovering?
Der er flere elementer i dette som skal drøftes videre, og der er flertal for, at bestyrelsen arbejder videre med tanker og idéer, samt indhenter flere oplysninger fra netop SAGT, som har anbefalet denne vedtægtsændring, hvad har de af erfaringer med ødelagte veje og hvordan er det blevet håndteret i andre Grundejerforeninger.
Ad 7 Nina Baun og Jes Hilfling blev begge genvalgt for 2 år, uden modkandidater
Ad 8 Jette Tang og Lise Varberg blev som suppleanter genvalgt for 1 år, uden modkandidater.
Ad 9 Mariane Beicker-Andersen og Torben Lentz blev som revisorer genvalgt for 1 år, uden modkandidater.
Ad 10 Louis, AL 4 havde set der var flere arbejdsfolk i gang med at måle op og gøre ved ude ved Stenager/Oddenvej og spurgte ind til dette. Flere andre medlemmer kunne byde ind med, at der er tale om anlæggelse af en cykelsti på ”landsiden” af Oddenvejen. Note fundet på Vejdirektoratets hjemmeside: Vejdirektoratet anlægger en dobbeltrettet cykelsti på Oddenvej mellem Løvevej og Havnebyen i Odsherred Kommune. Formålet er at skabe en tryg forbindelse for skolebørn, pendlere og turister, der gerne vil cykle mellem Løvevej/Lumsås og Sjællands Odde/Havnebyen. Cykelstien forventes at åbne i efteråret 2023.
Der blev fremført et ønske om at få lagt en bunke grus i den anden ende af AL ved nr. 49, og dette vil bestyrelsen sørger for.
Mødet sluttede kl. 11.30, hvor dirigenten takkede for god ro og orden.
Nina takkede Egon, AL 9 for sine daglige runderinger med øjne på om alt er i sin skønneste orden og Preben Tang, AL 35 for at tage sig af påfyldning af vejgrus i sporadiske huller.
Herefter præsenterede Nina en quiz med 9 gode spørgsmål der tog udgangspunkt i vores fantastiske område; herunder fauna, geografi, historie og kunst. Vinderne blev Christina, AL 29 samt ægteparret Overgaard, AL 47.
Vedhæftet fil/bilag:
Beretning 2020/2021
Årsrapport 2020/2021
Sted:
Dato:
Dirigentens underskrift: Torben Lentz_____________________________________________________
Dirigenten tiltræder ved sin underskrift at mødets referat giver en retvisende fremstilling af mødets beslutninger og forløb iflg. vedtægterne
Bestyrelsens årrsberetning 2020/21
Forfattet af forkvinde Nina Baun
Tak for fremmøde til generalforsamling 2021 – sidste år betegnede jeg det som ”en historisk Covid-19 tid” – hvilket det jo desværre fortsat er.
Og det er også en tid hvor mange danskere bliver i Danmark og finder vej til sommerlandet og til oplevelser i naturens mangfoldighed. Grunde og sommerhuse der udbydes til salg har ikke lang liggetid, - og jeg tænker, at manges drømme om eget sommerhus realiseres i denne Corona-tid.
Bestyrelsen vil ihf byde nye grundejere, som har realiseret deres drøm, velkommen til Asgers Lyng!
Selvom bestyrelsens arbejde og møder også været påvirket af Corona restriktioner, har vi vægtet at holde vore møder med personligt fremmøde i så høj grad som muligt, hvilket er lykkes i 3 af de 4 afholdte bestyrelsesmøder.
Forårets planlagte Naturvandring med naturvejleder Jørgen Stolz, har bestyrelsen valgt at udskyde pga Corona, - og rykker den til gennemførelse forår 2022 i stedet.
Vi har et løbende arbejde med opdatering af medlemslisten, og reglerne for registrering af foreningens persondata er færdiggjort, og er blevet udsendt til medlemmerne. Reglerne kan desuden ses på foreningens hjemmeside.
Og så har bestyrelsen sørget for opfyldning af vores fælles grusbunke, som er til brug for reparation af huller i vejene. Og i den anledning siger vi stor TAK til Preben Tang for hans frivillige indsats ift fyldning af vejhullerne.
Sammenslutningen af Grundejere i Trundholm Kommune – SAGT, har måtte aflyse deres møder pga forsamlingsforbuddet, men lykkes med at afholde 1 repræsentantskabsmøde i maj måned, med kun 15 fremmødte. Formanden fravalgte at deltage i dette møde.
Foreningen har en særdeles effektiv og dygtig kasser i Jes, som får inddrevet kontingentbetaling så der foreligger ingen udestående indbetalinger - alle grundejere betaler kontingent.
Og så er der nedgravet fibernet i vejene. Umiddelbart ser der ikke ud til at være eftervirkninger af rendegravningen på vejenes tilstand. Og vi er tilfredse med det fakta, at Fibia opfølger på vejenes tilstand efter 1 år mhp evt. udbedring
I forbindelse med seneste opdatering af hjemmesiden, er der lagt nye Links og henvisninger ind til bl.a
- Naturbeskyttelse i Odsherreds kommune
- Naturfondens projekt ”Naturbeskytter”
- Odsherred kommunes folder om ”NATURPLEJE PÅ DIN FRITIDSGRUND”
- Naturvejleder Jørgen Stolz folder om Naturgrunde, anbefalinger til udvikling og pleje af forskellige naturtyper.
- Miljøstyrelsens NATURPLEJEPORTAL
- Overby Lyng - fredning
Hvis du ligger inde med, - eller ”falder over” relevant og interessant materiale som andre grundejere kan få glade af, er du meget velkommen til at sende det til formanden, så det kan blive langt ind til fælles gavn på hjemmesiden.
Et bestyrelsessår lagt i Corona-lænker byder ikke på særligt mange informationer og nyheder der kan deles, så I år er det kun blevet til 1 Nyhedsbrev udsendt i juni. Nyhedsbrevene er på mange måder en løbende beretning til medlemmerne, så derfor har bestyrelsen ikke mere at berette om på dette års generalforsamling.
Endelig vil jeg afslutte med en stor Tak til frivillig indsats og godt samarbejde til kasser Jes Hilfling og sekretær Helle Bergstrøm. Samt Tak til Egon for, på sine daglige runderinger at holde øje med området og for at klippe beplantningen så stien til stranden har fri passage.
Nina Baun